Thomas Augustinussen i Europa
Thomas Augustinussen i Europa
|
Tillykke med den ny kontrakt!Du er ’Mr. AaB’. Kan AaB spille fodbold uden dig? - Nej, det tror jeg ikke….jo, selvfølgelig kan de det. Ingen er uundværlige. Jimmy Nielsen var den seneste ’Mr. AaB’, der forlod klubben. Og det er jo gået meget godt siden, så måske er det bedre for holdet uden mig. Jeg har jo fungeret meget som oprydder på den defensive midtbane. Måske er der brug for en mere offensivt orienteret spiller.
Kan du spille fodbold uden AaB? - Det vil vise sig. Men det bliver da meget underligt ikke at skulle trække den rød-hvid-stribede trøje over hovedet. Men FC Red Bull Salzburg spiller også i rødt og hvidt, så jeg håber det går.
Hvilken plads vil du få på dit nye hold? - Ud fra det jeg hidtil har hørt, er jeg tiltænkt en rolle, der i store træk svarer til min rolle i AaB - altså at kontrollere midtbanen og med fokus på at få holdet til at hænge sammen.
Kan du tale tysk – hørte du efter i tysktimerne? - Jeg fulgte nok ikke alt for godt med i tysktimerne, men jeg har en far, der er tysklærer, så jeg har bestilt et par enetimer med ham for at få de første gloser på plads. Ellers har jeg tænkt at være hård ved mig selv, og tvinge mig til kun at tale tysk, selvom det ville være lettere at skifte over til engelsk.
Du har været stensikker mand i AaBs start-11ér. Var det udsigten til for alvor at skulle kæmpe om pladsen, rejsefeber eller pengene, der trak dig fra Nordjylland? - Jeg har stillet tre ting op som skulle være og er blevet opfyldt: det sportslige, det menneskelige og det økonomiske. FC Red Bull Salzburg er det absolutte tophold i Østrig og satser stort. Derfor forventer jeg mange europæiske kampe. Jeg vil arbejde stenhårdt og forventer at hæve mit spil med 5-10 %. Både min kæreste og jeg vil gerne se mere af verden, en ny kultur og lære af den. Og så må vi leve med at der bliver lidt langt til den øvrige familie. Endelig er det økonomiske i orden.'
Hvad forbinder du med Østrig? - En flot natur. Og Salzburg er en smuk gammel by med mange kulturelle ting. Udover det har jeg indtil nu kun mødt søde mennesker. Så selvom der er forskel på Nordjylland og Salzburg, er der jo rare mennesker begge steder.
Du bliver den første FC Savanna-spiller i udlandet. Må vi forvente at få nogle meldinger på bloggen om, hvordan det går dig, og om østrigsk fodbold? JA, selvfølgelig! Man kan jo stadig spille på dig som målscorer. Hvor mange mål regner du med at score? Jeg vil love 5-6 FC Savanna-mål i den første sæson – og gøre alt for at leve op til det.
Har du tænkt på, at din datter nu skal lære tysk i stedet for nordjysk, og derfor vil sige sit første ord på tysk/østrigsk? - Ha, ha jeg tror ’far’ bli’r hendes første ord. Men ellers har jeg hørt, at børn har godt af at være to-sprogede. Og hun vil sikkert hurtigt lære både nordjysk og østrigsk. Held og lykke til Thomas, som altså fortsat vil være en del af FC Savanna og bl.a. skal spille dansk pokalfinale, inden turen går mod syd.
|